Her
følger noen utvalgte sitater fra Hans
Jæger.
Du store gud hvad menneskene dog var for nogen storartede idioter!
Aa denne fortærende, vanvittige tørst efter at vælte mig, rulle mig, bade mig i kvindekjød!
Jeg er en gammel mand, og jeg vilde gi mit liv for at være ung igjen, bare en kort stund.
Det er samfundets positive opgave at skaffe hvert enkelt af sine medlemmer al den frihed som det kan skaffe dem, uden at nogen enkelts frihed derved kommer til at lide.
Aahhh! fandtes der da ikke en større og bedre og retfærdigere gud som kunde slaa mig denne gud til jorden og styrte ham ned til satan i helvede hvor han hørte hjemme!
Hjem! – Hvad skulde jeg hjem efter? Jeg havde jo ingenting at komme hjem til, ingenting at komme hjem for.
[…] at de mænd der i første række havde deltat i kampen for at gjøre dette folk souverænt, at de mænd dog i det mindste skulde med aabne arme ha tat imod dette første forsøg paa at indlede den literatur, som vi maa ha for at vi som souverænt folk trygt skal kunne ta udviklingen i vaar egen haand. Jeg havde vented at de mænd dog i det mindste skulde ha tat imod dette første forsøk med aabne arme.
Og livet, højstærværdige herrer, livet som det er, livet i sin nøgne højhet, livet i sin kraft og fylde, livet, det levende virkelige liv – det er det, og det alene, som formaar at gribe menneskene.
Nej vorherre! – jeg pregte ud i natten – stig ned fra din himmel i den rædselsfuldeste skikkelse du kan paata dig; flyv her foran bougen af skuden og fortæl mig at det virkelig er saa; fortæl mig at jeg er skyldig til helvedes ild;[…]
Styg og fæl vil den komme til at bli i de godtfolks øjne som lægger ansteændighedens maalestok på literaturen istedenfor at lægge livets maalestok paa den.
Og saaledes skede det, højstærværdige herrer, at kunstens gjenstand fra at være det ”skjønne” gik over til at bli det karakteristiske, det interessante.
Realistens kunstneriske trang tilsa ham at levere mennesker som de stod og gik i det virkelige liv. Men menneskene som de staar og gaar i det virkelige liv, de er ikke skjønne, højstærværdige herrer!”
Mennesket som det staar og gaar i det virkelige liv, det er ganske simpelthen en krop med et hode paa. Og der er det mærkværdige ved denne krop og ved dette hode, at de lar sig aldeles ikke skille ad; de udgjør til sammen det levende – tænkende dyr, som kaldes mennesket, de udgjør til sammen la bête humaine. Og la bête humaine er som sagt ikke altid noget anstændigt dyr.
Hvem af dem har saa ret! – spørgsmaalet er ikke svar værdt, højstærværdige herrer!
Jeg lever et ulykkeligt, fortvivlet fattigt liv, fyldt af øde, usigelig tomhed.
Men
da jeg om morgenen våknet ved høylys dag og
fikk se henne i hele hennes stygghet, hoppet jeg i samme
sekund ut av sengen.
[...]
hver dag i alle disse evinnelige år har jeg fortvilet
sagt til meg selv: Hvorfor så ikke dø idag
like så godt som imorgen?
Båten
som fyltes og sank under meg er flytt opp igjen, den ligger
og gynger på bølgene med kjølen i været
der oppe til luvart, og det er en mulighet for at vind og
sjø vil driven den nedover mot meg så jeg kan
få fatt i den og bringe den på rett kjøl
igjen og stige ombord og øse den lens og legge ut
på ny. Men kanskje snur vinden seg igjen og driver
båten faen i vold.
