Mandag den 22.
oktober kørte han til sin arbejdsplads i Føllesbjerg.
Hans arbejde bestod i at holde udkig efter Russiske
skibe, der var på vej til USA.
Grunden til at hans
arbejde var så vigtigt, var fordi at russerne havde
nogle af deres havne i Østersøen.
Arthur gik og
gjorde lidt rent, da hans kollega pludselig råbte: ”Der
kommer nogle russere, og det ser ud til at de har
noget lort med”. Arthur greb sin gamle kikkert og
fir øje på skibene. De to første havde dækket deres
last til, men på det tredje var det helt åbentlyst.
Arthur og hans kollega fik nu lidt travlt. De udfyldte
deres signalblanketter, og meldingen kom videre til
Søværnets Operative Kommando i Århus. Til det sidst
ender hos Nato.
Arthur holdt det
for sig selv, og sagde ikke noget til nogen. Han havde
tavshedspligt.
Egentligt havde han
aldrig forrestillet sig at der kunne opstå atomkrig.
Han tænkte at der jo var andre der tog sig af det, for
nu havde han jo gjort hans pligt.
