I
1600 tallet blev Cuba underlagt det Spanske styre,
ligesom mange andre lande i Latinamerika gjorde. I
starten var Cuba bare et en mellemstation mellem
Spanien, Mexico og Peru. Grunden til det, var at
Mexico og Peru havde meget
store forekomster af ædelmetaller. Spanierne fandt
hurtig ud af, at Cuba ikke helt var ubrugeligt og
begyndte at holde kvæg, dyrke tobak og sukker på
Cuba. Da dette skete blev cubanerne nød til at
arbejde for spanierne. Hårdt arbejde og sygdomme fra
Europa udryddede den lokale indianske befolkning, og
det var et problem for spanierne. Så man begyndte at
importere slaver fra Afrika, de var også bedre til
det fysisk hårde arbejde. I slutningen af 1800 tallet
steg sukker produktionen, pga. af uafhængighedskrige
på Haiti, som var den største producent af sukker i
dette område, og man blev ved med at importerer
slaver til Cuba.
Da
den oprindelige befolkning uddøde, og spanierne
begyndte at importere slaver, betød det at europæerne
på dette tidspunkt reelt havde kontrollen over Cuba.
I
1890’erne førte Cuba uafhængighedskrig mod
Spanien. USA havde investeret millioner af dollars på
Cuba, så de blandede sig. De greb ind, militært,
i befrielseskampen og erklærede Spanien krig. Cuba
stod i 1898 til at slå Spanien, dette så USA og fik
”en finger med i spillet ved at intervenere, og
derved få en stor indflydelse på fredsslutningen.
Cuba var nu uafhængig, men dette betød ikke, at USA
fik en mindre rolle på Cuba. Faktisk fik de en meget
større. USA havde nemlig lov til at gribe ind i
cubansk indenrigspolitik, hvis amerikanske interesser
var eller blev truet. Og USA fik også en flådebase på
Cuba (Guantánamo-basen). USA investeringer steg op
gennem det første årti i 1900-tallet.
Afhængig
af USA, kombineret med at der kun var få
eksporttyper, gjorde at Cubas økonomi ikke udviklede
sig som den skulle. Cuba blev attraktiv at producere
sukker på, fordi der var lave omkostninger/udgifter på
jord og arbejdskraft. Økonomien hindres udvikling
pga. amerikanerne ejede jorden og at 72% af den
samlede arbejdsstyrke bestod af lønarbejdere, og ikke
selvstændige. Arbejdsløshed var en fast
tilbagevendende faktor, da fx sukkerindustrien var sæsonarbejde,
det samme var turisterhvervet i de store byer. Cuba
var derfor præget af social elendighed.
I
1902 blev republikken Cuba oprettet. Amerikanerne
havde stadig tillægget til den cubanske forfatning,
der gav dem ret til at beskytte amerikanske
interesser. I 1934 blev tillægget ophævet; Og med
republikken Cuba, kom også tid med præsidenter på
Cuba. I 1930’erne var præsidentposten besat af mænd
der var loyale mod Batista. I 1940 sad Batista selv
som præsident.
Han
havde høje valgløfter om sociale reformer, men dette
blev i stedet til korruption og politisk vold for
cubanerne i dagligdagen.
I
midten af 1940’erne kom et nyt parti. Deres
virkelige mål var sociale reformer og afsløring af
korruption. Dette skaffede meget støtte i landet, men
partierne blev forbudt.
Den
26. juli 1953, angreb en gruppe unge anført af Fidel
Castro, en kaserne i Santiago de Cuba. De ville starte
et angreb, men dette mislykkedes totalt og alle oprørerne
blev fængslet. Da Fidel Castro i 1955 blev løsladt,
tog han til Mexico og startede en revolutionær
guerillabevægelse der hed ”26. Julibevægelsen”.
I denne bevægelse sluttede den berømte frihedskæmper
Ernesto ”Che” Guevara sig til.
I 1956 tog Che Guevara og Fidel Castro tilbage til Cuba. Det var
meningen at de skulle ankomme til Cuba den 2.
december, men pga. af dårligt vejr kom de to dage for
sent. Dette betød at Batistas hær var på plads og
klar til at tage imod dem. Største delen af
invasionsgruppen blev taget til fange eller blev dræbt.
15 ud af 82 undslap, der i blandt Che Guevara og Fidel
Castro. Anti-bastita-bevægelsen voksede overalt på
Cuba, og flere af dem der før ikke støttede Castro,
var nu med ham. Guerillabevægelsen blev langsomt større
og større. I december 1959 måtte Batista, efter lang
tids modstand, bøje sig. USA prøvede igen at få
”En finger med i spillet”, men denne gang kom
tilbuddet for sent, og USA var nu uden for indflydelse
på hvad der skete på Cuba. Mærkeligt nok, fik de
lov at beholde ”Guantánamo-basen”.
Fra
revolutionen i ’59 til 1962 skete der en voldsom
udvikling i Cubas udenrigspolitik. Fra at have været
et arbejdsland for USA, til absolut selvstændighed
uden nogen indblanding. Cuba var stadig plaget af økonomisk
og politisk konflikt. Da man ikke havde fundet en ny
leder, og det begyndte at trække op til uroligheder,
overtog Fidel Castro selv posten som regeringschef.
USA ejede jo stadig meget jord på Cuba, men fordi bønderne
havde støttet Fidel Castro så loyalt, ville han ikke
give jorden tilbage til USA. De reagerede med krav om
penge for tabte landområder. Dette var den første
konflikt mellem Cuba og USA.
Castros
reformer på Cuba medførte bedre vilkår for
befolkningen. De fik højere løn, lavere
elpriser, husleje nedsættelser osv. Men USA og
Cubas forhold blev værre. Amerika var sure over den
tabte jord, og det generede Cuba at USA sendte trænede
eksilcubanere tilbage, for at lave sabotage. Cuba trak
sig længere og længere væk fra USA. Dette kom til
udtryk da den Cubanske udenrigsminister Raul Roa
udtalte, at Cuba ønskede neutralitet i den kolde
krig. I talen var da der ikke noget der tydede på at
Cuba var på vej mod kommunismen. Da han i, erklærede
at Cuba: ”nægter at vælge mellem kapitalisme
hvorunder mennesker sulter ihjel, og kommunismen, som
løser økonomiske problemer, men under trykker frihed der så dyrebar for menneskeheden”.
Mange
mener at USA selv var skyld i at Cuba flygtede over
til Sovjetunionen m.h.t. USA’s overreagerende
politik, og holdning overfor Cuba. Cuba havde nu
mistet et stort marked i USA, og dette tvang Cuba til
handelsaftaler med Sovjetunionen. I februar 1960 var
en handelsaftale på plads mellem Cuba og
Sovjetunionen. Handelsaftalen betød at Sovjetunionen
lovede at opkøbe en væsentlig del af høsten + et lån
til Cuba på 100 mio. dollars. Ydermere blev
handelsaftalen med Sovjetunionen udvidet med
diplomatiske forbindelse.
I
1960 truede Khrusjtjov USA med at støtte Cuba mere,
hvis USA lavede flere økonomiske sanktioner mod Cuba.
Hvis det skulle komme yderligere ville Sovjet støtte
Cuba med langdistanceraketter.
Det
endelige brud mellem Cuba og USA skete i april 1961.
Allerede to år tidligere havde CIA iværksat en plan
om vælte Fidel Castro. CIA rekrutterede eksilcubanere
til Guatemala og Nicaragua for at uddanne dem til
guerillakrigsførelse. Men cubanske agenter opsnappede
hurtigt informationerne om invasionen. Selvom Kennedy
i 1960 overtog præsidentembedet for Eisenhower,
fortsatte invasionsforberedelserne mod Cuba. Kennedy
ville dog ikke have amerikanske styrker skulle være
med.
Så den 15. april 1961 angreb camouflerede amerikanske
bombefly de cubanske luftbaser. Efterfølgende
invasion kom to dage senere. Cubanerne var forberedt
og mødte invasionshæren med fly og militshær.
Invasionsstyrkerne måtte trække sig tilbage.
Kennedy
måtte d. 26.april tage ansvaret for invasionen.
Efter
dette fik Cuba meget stor prestige blandt de andre
socialistiske lande. På Cuba, blev det opfattet som
et bevis på USA's hårde politik over for lande der vælger
andre politiske styreformer, som fx kommunismen. USA
led et nederlag, og dette betød en ny sanktion mod
Cuba. Den nye sanktion gik ud på at standse al handel
og transport til Cuba.
Cuba i dag
